Er det her en dårlig vittighed?

FrustrationSådan tænkte jeg efter den første måned på IT – didaktisk design studiet. Struktur synede af at være en by i Rusland – sådan helt bogstaveligt. Undervisere med gode intentioner, der forsøgte at lytte til alle, at inkorporere alles ideer i den stillede opgave, med det resultat at ingen, ej heller dem selv, længere egentlig vidste hvad meningen med opgaven burde have været.

Lyder det bekendt? Det var noget af et chok at komme til denne type af undervisning og så på et universitet. Andre end mig der kom med forventningen om, at her blev der forelæst efter fastlagte planer og med et entydigt mål? Det kan jeg godt forstå.

Dengang jeg i tidernes morgen troede, at jeg skulle være ingeniør, var det i hvert fald sådan, undervisningen for en stor del var tilrettelagt. Sidenhen, da jeg besluttede, at jeg skulle være lærer i stedet, bød seminarieundervisningen også til dels på denne type af undervisning. Der var et fast facit, tingene skulle helst forstås på en fastlagt måde, der var ikke meget, der var til debat, forandring eller til selvstændig tankevirksomhed.

Kaos eller Breaking new ground?

I min tid som studerende, ved CUDIM (Center for undervisningsudvikling og digitale medier), er jeg på alle måder blevet præsenteret for nærmest alt andet end det, jeg havde forventet af en kandidatuddannelse og da i særdeleshed af et universitet. Der har i høj grad hersket en stemning, hvor de vigtigste spørgsmål har været; Hvad synes du? Hvad kunne du tænke dig? Hvordan vil du gerne gøre det? Hvor vil du gerne hen? mm.

Da jeg på 2. Semester skulle designe, gik det yderligere op for mig, hvor omskiftelig en uddannelse jeg havde begivet mig ud i. Opgaven begyndte i øst, sprang hen i vest for til sidst at ende i nord. Jeg var tæt på at kaste håndklædet i ringen, for jeg anede rent faktisk ikke, hvad jeg skulle. Havde det ikke været for en medstuderende med en baggrund i friskole miljøet, havde jeg nok også gjort det. Han var klar over det, som jeg slet ikke havde tænkt som værende en mulighed på et seriøst universitet, nemlig at der ikke kun er et svar, der er mange. Der er ikke kun en vej, en teori, en fortolkning – nej det handler i høj grad om at finde sin EGEN vej, sin EGEN teori forståelse og på denne måde tilegne sig sin EGEN viden.

Tænk at det her kunne være en del af et akademisk produkt. Læs mere om vores proces på www. legoglaering.dk

For det er netop det, der er den ”virkelige” virkelighed. Ude på den anden side af universitets mure, er der aldrig kun en opgave af gangen, aldrig kun en vej og sjældent en vej der er direkte.

Det lykkedes mig (sammen med min gruppe) at indsende et paper til en konference, til trods for at opgaven pludselig dukkede op en uge før deadline. Paperet blev accepteret, og jeg fik muligheden for at deltage på ikke én, men to konferencer, men ikke med rollen som passiv deltager – nej, som formidler.

Fablearn
Nogle gange er det bare mere autentisk at gå analog i den digitale verden. Præsentation på Fablearn 2014.

Det at få mulighed for at formidle egne tanker, ideer, fortolkninger af teorier, udenfor den trygge ramme og for folk fra hele verden – Se det er noget helt særligt! Når man kan få flere internationale forskere til at stoppe op, lytte, stille spørgsmål, vise interesse – ja så har man demonstreret, at man kan andet end at læse og forstå, man har vist, at man kan transformere, adaptere og argumentere. Og ja, det er helt rigtigt, at denne type egenskaber ikke klassisk set er dem, man forventer at få på et universitet, men i fremtiden burde det nok være det!

Og jep, det er MEGA hårdt, i hvert fald hvis man som jeg vil have mest valuta for sin brugte tid. Samtidigt skal man altid huske, at det ikke er underviserens uddannelse, men DIN uddannelse. Så hvis det bliver for meget, tingene bliver lidt for sindssyge, opgaverne bliver for uoverskuelige, så sig fra! Men sig fra på den rigtige måde, ikke noget med at skumle i et hjørne eller at være tøsefornærmet, nej argumenter derimod for; hvordan du lærer bedst, hvad det er du har brug for. Der sker med garanti det, at du vil opleve lydhørhed, forståelse og forandringsparathed.

Fra disciplin over overblik til ejerskab

Denne måde at studere på kræver disciplin, masser af disciplin. Det kræver også samarbejde, ikke kun med dine medstuderende eller gruppemedlemmer, men også med dine undervisere. Læs teksterne, diskuter dem, tænk ud af boksen, find noget nyt litteratur, kombiner det, eksperimenter i praksis, ude i den verden du gerne skal begå dig i bagefter.

Tiden hvor man som studerende sad som, i høj grad, passiv modtager af viden fra den alvidende underviser, er, heldigvis, ved at lakke mod enden. Mennesker, situationer, traditioner, institutioner, kulturer osv. er alle sammen unikke og derfor forskellige, derfor burde det klinge logisk, at selvom man ser med de samme teoretiske briller, vil fortolkningerne blive forskellige. Du skal altså omsætte Lave & Wengers teori om praksisfællesskaber til virkelige brugbare praksisfællesskaber. Ikke kun på studiet, men også på din arbejdsplads, i din vennekreds, blandt venners bekendte osv. Det gælder i høj grad om at brede sit netværk ud, gøre brug af det, men vigtigst af alt er at dele ud af din nytilegnede viden. Det kræver mod, jeg ved det godt. Men jeg lover, at alt hvad du sender ud, det kommer tifold igen! Så hvis du har brug for lidt sparring, at ventilere, at begå mytteri – så henvend dig endelig!

Undervisning skal sætte nye spor

Klassisk set har uddannelse en tendens til at have tunnelsyn, men det bliver der gjort op med her. Her er der ingen skyklapper, vær orienteret mod verden, udvis naturlig skepsis; mod teorier, forskere, undervisere mm. Ingen er orakler, og der gælder det fantastiske ved videnskab, at den ikke er statisk, nej tværtimod, videnskab er, bør og skal være en dynamisk størrelse, der ændrer sig i takt med, at verden ændrer sig.

Derfor bør det samme i sandhed også gælde uddannelse, og her tænker jeg ikke kun på universitetsuddannelse, nej på alle lag i uddannelsessystemet. Slip kontrollen, skab frihedsgrader, tag stilling, udforsk, eksperimenter! På denne måde lærer alle med garanti mere, men ikke nødvendigvis det samme.